Kunstværkets direkte blik – Udstillingstekst af Theis Vallø Madsen, kunsthistoriker

Kunstværkets direkte blik

Theis Vallø Madsen

 

Den tyske filosof og sociolog Georg Simmel (1858-1918) skrev i sin afhandling om syn og sansninger, at det direkte blik mellem to mennesker repræsenterede den reneste og mest perfekte forbindelse af alle menneskelige forhold. Vores mest intime forhold, vores fjendskaber, selvværd og samvær ville være markant anderledes, mente Simmel, hvis vi ikke så hinanden i øjnene. Men øjenkontakten er en sårbar forbindelse, og den kræver, at man – i et kort øjeblik – tør være åben og sårbar. Man ser ikke et andet menneske i øjnene, før den anden returnerer éns blik. Vi ser (ind i) den anden, fordi den anden ser (ind i) os.

Den direkte øjenkontakt bliver ofte brugt i portrætkunsten, hvor det direkte blik ud mod betragteren i en vis forstand imiterer det direkte blik mellem to mennesker. Man ser kunstværket i øjnene, ikke bare i billedlig forstand, men også konkret. Billederne rummer en lille rest fra den daglige blik-udvikling mellem mennesker. Vi lader bevidst eller ubevidst os selv narre til at tro, kortvarigt, at vi kigger kunstværket i øjnene. Vi ser maleriet som mere end et objekt, som et subjekt-lignende objekt, kan man sige. Det er en helt almindelig form for opmærksomhedstilstand, hvor vi veksler ubesværet mellem et rationelt syn (på verden som objekter) og et ikke-rationelt syn, hvor tingene i vores omgivelser er mere end fremmedobjekter adskilt af luft.

Derfor kan gamle malerier have et nærvær, når de kigger på én fra væggen, og derfor har kunsthistoriens mest populære motiver som hellige ikoner, Mona Lisa og Pigen med perleørering været portrætter med direkte blikke. De har en fascinationskraft, fordi de indeholder et skær fra hverdagens mest intime interaktioner med mennesker. De kræver samtidig, at man selv åbner sig, når man ser kunstværket ”i øjnene” så at sige, og det er en vigtig forudsætning for at se eller mærke værkerne, uanset om de har øjne eller ej.

Vivi Christensens billeder er kendetegnet ved en sårbarhed og en åbenhed, og de kræver samme sårbarhed og åbenhed fra betragteren. Øjnene ser direkte ud, og alligevel flimrer øjnene en smule. De er endnu ikke fastfrosset, men tværtimod stadig i det åbne, ligesom øjenkontakten mellem to mennesker. Forbindelsen kan hurtigt blive afbrudt af et nedslået blik eller et rationelt blik på værket som et fladt objekt. I den forstand deler øjenkontakten og kunstværket samme fordring til den, der møder den anden: Man skal blotte sig (en smule), hvis man vil indgå i en meningsfuld relation.