English below
Mødet mellem rum og værk
Af Mathias Rude, cand.mag. i kultur og formidling.
Den danske billedkunstner Vivi Christensen skildrer med sine store malerier familiens liv. Hun installerer værkerne i rum, som med deres rå æstetik kommunikerer med den åbne udtryksform i hendes malerier. Derved forsøger Christensen, at skabe dialog mellem maleriet og de omgivelser, det befinder sig i, hvilket konkret afspejler sig i selve maleriernes udformning:
”Jeg arbejder i øjeblikket meget med at gøre maleriet levende, således at penselstrøgene viser det som jeg umiddelbart registrerer fra mit motiv.
Maleriet er færdigt når det siger noget, eller når det vil et eller andet, som ikke nødvendigvis var min første tanke. Det behøver ikke at være når alle flader er udfyldt, eller når jeg har malet helt ud til kanten. Derfor er mine værker ofte lidt skitseagtige, men det er nok den skitseagtige form, der lader værket gå i dialog med omgivelserne. Det tillader netop det samspil, der opstår mellem værk og arkitektur, og så opstår der noget nyt og uventet, som er rigtig spændende. Værket åbner sig og går i et med de streger og linjer, der er i rummet og i væggene og i byen. Så kan det meget mere. Det bliver en del af noget allerede eksisterende og i samspillet opstår et nyt udsagn.”
Udgangspunktet er kun en begyndelse
Når Vivi Christensen søger inspiration til et nyt projekt, tager hun afsæt i det helt nære:
”Jeg tager som regel udgangspunkt i fotografier fra min mobil, eller fra mit fotoalbum. På indholdssiden er det begivenheder i mit familieliv, som afspejler sig i fotografierne. Det er mit udgangspunkt. Det er et følelsesmæssigt udgangspunkt, hvor der sker noget jeg er glad for, eller bekymrer mig om. På den måde starter et projekt typisk når følelserne kan forbindes eller afspejler sig i de fotografier, jeg finder frem. Mødet mellem selve fotografiet og de følelser, jeg lægger i det enkelte fotografi kolliderer så at sige i værket og på lærredet. Det er det endelige resultat, som møder folk.
Jeg har altså et udgangspunkt, som har et indhold, men det endelige resultat har nogle gange bevæget sig væk fra den oprindelige idé, sådan at jeg faktisk selv har svært ved at genkende udgangspunktet i det færdige resultat. Jeg har derfor også svært ved at vurdere, hvad indholdet i det færdige resultat egentlig indebærer. Men det er måske heller ikke så interessant. Jeg har prøvet at forklare det til mig selv, ved netop at sætte det i relation til min familie og det oprindelige udgangspunkt, men det giver bare ikke altid mening.
Jeg kan ikke forklare, hvorfor resultatet ender som det gør. Jeg tænker ikke over om det skal sige noget bestemt for nogen. Jeg har forsøgt at forklare mit arbejde, for at please nogen, så det giver mening for dem. Så det kommer til at lyde i retning af noget velfunderet, som giver en dybere mening. Men i virkeligheden må jeg indrømme, at det ikke er noget jeg forholder mig voldsomt meget til. Jeg prøver bare at tage udgangspunkt i det, jeg konkret gør, og derfor har jeg også utrolig meget fokus på processen.”
__________________________
The meeting of work and space
By Mathias Rude, MA in Culture and Communication
The Danish artist Vivi Christensen portrays, through her large paintings, family life. She installs her works of art in locations that, through their raw aesthetics, communicate with the open expression in her paintings. Thereby Christensen attempts creating a dialogue between the painting and the environment it is in, which is specifically reflected in the actual development of the work:
“I am currently working a lot in making my paintings come to life, so that the brushstrokes show what I immediately detect from my subject.
The painting is finished when it communicates something, or when it projects something, that was not necessarily my first thought. It does not have to be when all surfaces are completed, or when I have painted to the edge of the canvas. Therefore, my works are often a little sketchy, but it is probably the sketchy form that lets the work engage with its surroundings. It is exactly this combination that allows the interactions that occur between work and architecture, which then creates something new and unexpected, which is really exciting. The particular piece opens up and merges with the structure and lines in the walls, location and in the city. Then, it becomes much more, a part of something that already exists and through this interaction a new statement emerges.”
The source is just the beginning
When Vivi Christensen seeks inspiration for a new project, she discovers her source from the things she cherishes:
” The initiation point I usually awakened in photos from my phone or from my photo album. The subjects of my works arise from events in my life, which are reflected in the photographs. That’s my starting point. It is an emotional starting point, which involves something I ‘m happy or worry about. This way, a project typically starts when emotions can be connected with or reflected in the photographs I pick out. The connection between the photograph and the feelings that I sense in each photograph, collide so to speak in the work and on the canvas. It is the end result that the viewer meets.
So I have a source and a subject, but the end result has sometimes taken another direction from the original idea, so that I actually have trouble recognizing the source in the final result. I have therefore also difficultly in assessing what the subject of the final result really entails. But it is perhaps not that interesting anyway. I’ve tried to explain it to myself, by putting it in relation to my family and the original source, but it just does not always make sense.
I cannot explain why the outcome ends as it does. I do not think about whether it should mean something specific to anyone. I have tried to explain my work to please people, so it makes sense to them. So that my explanation sounds well contemplated and gives a deeper meaning. But in reality, I must admit that it is not something, I give a tremendous amount of thought. I just try to build on what I do and experience, and therefore I also have an extremely lot of focus on the process of the work.”