Tekst af Camilla Jalving, kunstkritiker  til projekt VITAVRAP   –  Magasin og live performance 2009    Skibssmeden Odense

Med billedkunstner, lydkunstner og kurator Vivi Christensens maleriinstallation, der udstilles i den gamle skibssmedje, inviteres publikum helt ind i familiens hjerte. På fire store malerier, holdt i vandige, næsten gennemsigtige farver, skildrer Vivi Christensen scener fra familielivet. Det er børnene som sover på bagsædet af bilen, leger på stuegulvet og ligger i sofaen og ser fjernsyn. Fanget, som var der tale om et fotografi, et hurtigt glimt fra hverdagsland. Hen over malerierne projekteres vidoeoptagelser fra kunstnerens hjem. Dagligdags detaljer som en spyflue, der kravler på en vindueskarm, et gardin der blafrer i vinden. Når lyset tændes træder kunstneren frem foran maleri og videoprojektion for med sprød og spinkel stemme at fremføre to sange. Den ene om hendes barndom, den anden en sang til hendes mand.

Uden afstand eller ironi lader kunstneren os se og se med. Se det liv, som ofte forbliver usynligt, selvom det er det, som fylder mest for de fleste. Familielivet med alle dets trivialiteter, konflikter, stilfærdige glæder og øjeblikke af lydløs lykke. Det er hverken sensationelt eller oprørende, men et bud på et liv og en livsværdi. Vivi Christensen, der er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi har tidligere optrådt sammen med Camilla Gaugler med sangperformancen Porcelænsvognen – en række sange om skrøbelighed skabt på stedet til lyden af porcelæn og skabte i 2004 projektet Knallertsange sammen med Tine Louise Kortermand. Her kørte de to kunstnere rundt på Fyn og øerne på gamle knallerter og iklædt strålende gulddragter for i traditionen fra baggårdssangeren at sprede sang og musik til folket. Her til magasinet udvider Vivi Christensen familiens sfære, idet hun inviterer hjem i haven i en sjælden og skæv boligrapportage.